Ny krimi af svenske Lars Kepler 6. januar 2011
Dato: 19. august 2010Den danske udgivelsesdato for andet bind i Lars Keplers krimiserie, Paganinikontrakten, bliver torsdag 6. januar 2011.
Lars Kepler, der er pseudonymet, som de svenske forfattere Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril benytter i deres serie, er blevet verdensberømt takket være krimien Hypnotisøren.
Den udkom i Sverige i juli 2009, hvor den i dag har rundet et salg på 450.000 eksemplarer. Forlag i mere end 35 lande har købt rettighederne – herunder Gyldendal, der udgav Hypnotisøren i januar 2010. Her er krimien trykt i mere end 140.000 eksemplarer.
Paganinikontrakten, der har fået flotte anmeldelser i Sverige, tager navn efter den italienske komponist, der angiveligt indgik en pagt med djævlen. Selve historien handler især om svensk våbenindustri og en anden dæmonisk pagt på internationalt plan.
Krimien blev udgivet i sidste måned i Sverige, hvor der allerede er solgt 116.000 eksemplarer.
Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, som oprindelig ønskede at bevare deres anonymitet ved brug af et pseudonym, kommer til København i forbindelse med den danske udgivelse. Ægteparret medvirker også på BogForum i november 2010.
Den danske oversætter af Paganinikontrakten er Jesper Klint Kistorp, som også oversatte Hypnotisøren.
Med venlig hilsen
Gyldendal
For yderligere information kontakt:
Redaktør Andrea Fehlauer, Gyldendal
mobiltlf. 29 72 69 78